Værdigrundlag

Vores værdigrundlag

Skolens værdier er en vigtig del af det fundament, skolens arbejde bygger på. Formålet med skolens virke er at give vores børn læring for livet gennem de bedste forudsætninger, således de både er fagligt og socialt rustet, når de afslutter deres skolegang. Dagligdagen på Vestbyen bygger på værdierne TRIVSEL, FAGLIGHED OG FÆLLESSKAB.

TRIVSEL

På Vestbyen vil vi skabe trivselsstærke miljøer med fokus på anerkendelse, positive forventninger og gensidig respekt for hinanden. For os er trivsel en forudsætning for, at det enkelte barn kan lære og udvikle sig socialt. Alle klasser vil have trivsel på skemaet hver uge, hvor der vil være fokus på forskellige trivselsmæssige områder. Vestbyen skal være et sted, hvor der er tid og ro til fordybelse, og hvor der er tryghed for alle. Vi vil skabe et miljø, hvor vi ser alt det gode, børnene gør, og opmuntre dem til at gøre endnu mere af det.

FAGLIGHED

På Vestbyen leverer vi et højt fagligt niveau og sætter barren højt. I alle fag og på alle klassetrin har vi fokus på, at undervisningen har høj faglighed. Undervisningen tilrettelægges således, at barnet udfordres og tilgodeses og samtidig indgår i et vigtigt fællesskab med de øvrige børn. Vi prioriterer en alsidig og varieret skoledag, som giver anledning til glæde og begejstring, og hvor den daglige struktur flere gange årligt brydes op af temauger og anderledes skoledage. Et højt fagligt niveau kræver et godt og velfungerende samarbejde mellem børn, personale og forældre. Vi forventer, at børnene møder undervisningsparate, og vi inddrager forældrenes ressourcer i undervisningen. Fagligheden styrkes yderligere ved at inddrage lokalområdets og erhvervslivets muligheder i undervisningen.

FÆLLESSKAB

På Vestbyen indgår både børn, personale og forældre i et stort og nært fællesskab. Dette samarbejde er grundlaget for dagligdagen på Vestbyen. Vi lægger vægt på omsorg for den enkelte i respekt for fællesskabet. Vi arbejder med den enkeltes forståelse for og evne til at indgå i fællesskabet, da vi anser det som udgangspunktet for et godt læringsmiljø. Dagligdagen vil bære præg af forskellige tiltag med fokus på fællesskabet, såsom: fællessamlinger, temauger på tværs, små og store venner og anderledes skoledage. Klasselæreren har stor fokus på styrkelse af sammenholdet i klassen.

VESTBYEN

 

Vestbyen er først og fremmest en friskole. I fremtiden er Vestbyen også tænkt som et fælleshus for aktiviteter og foreninger til gavn for medborgerskabet i Holstebro vestby.

KONTAKT

 

VESTBYEN Friskole

Mozartsvej 5

7500 Holstebro

T. 93 86 84 50

SFO 60 58 47 24

E. kontakt@vestbyenfriskole.dk

Mobilepay 23092

Copyright @ All rights reserved